Nørreskov Bakke 28, 8600, Silkeborg
[email protected]
86 82 16 66

Søhøjlandets Regnskabskontor udvider med planteavl

d. 21.12.17

Søhøjlandets Planteavlskontor ser frem til nu også at rådgive inden for planteavl. Fra venstre Keld Sloth, Rasmus Nørlem, Niels Provstgård, Jens Elvstrøm, Vibeke Finderup Christensen og Karsten Nielsen.

Nu kan landmændene også få planteavlsrådgivning hos Søhøjlandets Planteavlskontor

Rådgivningsvirksomheden Søhøjlandets Regnskabskontor tilbyder nu sine kunder rådgivning i planteavl og har pr. 1. december oprettet en ny afdeling, der skal servicere landbrug inden for planteavl og miljø.

Den nye afdeling hedder Plante og Miljø og har agronom Jens Elvstrøm som faglig leder.

- Vi oplever et behov for rådgivning på dette område, og mange af vores kunder har efterspurgt netop planteavl, siger direktør Keld Sloth fra Søhøjlandets Regnskabskontor i Silkeborg.

- Med 800 kunder i butikken finder vi det oplagt, at vi også kan tilbyde dem denne rådgivning og samtidig tænke det sammen med vores økonomirådgivning på en måde, der kan komme landmændene til gode. I sidste ende drejer det sig om effektivitet og gode resultater, så landmanden kan få en god bundlinje.  

- Vores speciale er økonomi og regnskab, men det er vigtigt, at vi har den tværfaglige tilgang til de ofte meget komplekse ufordringer, landmanden står med i forbindelse med planteavl og miljø, siger Keld Sloth, der ser gode perspektiver i at kombinere rådgivningen inden for miljø og planteavl.

To nye medarbejdere

Den nye afdeling består af to planteavlskonsulenter samt to miljøkonsulenter, og de vil også komme til at arbejde tæt sammen med de øvrige ca. 35 medarbejdere på stedet.

Bemandingen bliver Jens Elvstrøm, der siden 2014 har været ansat på stedet som miljø- og tilskudskonsulent og nu bliver faglig leder af den nye afdeling samt agronom Niels Provstgård, der har været ansat som miljøkonsulent på Søhøjlandets Regnskabskontor siden december 2016.

Hertil kommer to nyansatte planteavlskonsulenter. Det er Karsten Nielsen, der siden 2008 har fungeret som privat planteavlsrådgiver og har drevet sit eget firma, Kn-Mark, samt Rasmus Nørlem, der ligeledes har været privat planteavlsrådgiver. Han har drevet firmaet RN-FarmAdvice og har også rådgivet gennem firmaet Planteavlskonsulenten.

Vibeke Finderup Christensen tilknyttes afdelingen som sekretær.

Mange snitflader

Jens Elvstrøm glæder sig over, at der nu tilbydes landmændene full-line rådgivning inden for økonomi, planteavl og miljø.

- Det bliver mere enkelt for kunden, når tingene er samlet og vi får endnu bedre muligheder for at sætte kunden i centrum.  Der er jo rigtigt mange snitflader mellem disse områder, ikke mindst i forhold til planteavl og tilskudsmuligheder.

- Når det gælder miljøspørgsmål, kan vi komme ind tidligt i planlægningsfasen og også tænke de brede løsninger sammen med økonomien.

- Vi insisterer på, at man ikke ser økonomi, planteavl og miljø som særskilte områder. Vores opgave er at tænke det hele sammen i en rådgivning, der giver økonomisk gevinst for landmanden, siger Jens Elvstrøm.

På kundens præmisser

Karsten Nielsen og Rasmus Nørlem ser begge frem til det nye samarbejde og tror på, at det vil blive til gavn for kunderne.

- Det er vigtigt, at vi som rådgivere kan levere de ydelser, der er relevante for den enkelte landmand. Vi kommer til at levere planteavlsrådgivning bredt set på kundens præmisser, påpeger de.

Ligesom Jens Elvstrøm ser de en stor værdi i, at der bliver et tæt samarbejde mellem planteavl, miljø og hele tilskudsdelen samt økonomien.

- Det er utroligt vigtigt, at det hele tænkes sammen, så vi kan tilbyde en relevant og opdateret rådgivning tilpasset den enkelte landmands behov, siger Karsten Nielsen.

Det er hensigten, at de to planteavlskonsulenter kan fortsætte samarbejdet med deres hidtidige kunder og at de kan levere den samme service som hidtil, nu blot i et tættere samarbejde med andre fagfolk.