Privat rådgivning til landbruget gennem 10 år

Søhøjlandets Regnskabskontor er Danmarks største private rådgivningsfirma inden for landbrug

Det er gået stærkt for Søhøjlandets Regnskabskontor i Silkeborg siden starten for 10 år siden, hvor der var tre medarbejdere. I dag er der 34 ansatte og ca. 1.000 kunder.

Da Søhøjlandets Regnskabskontor blev etableret, havde hverken stifteren, Keld Th. Sloth, eller andre forudset, hvor stærkt firmaet skulle komme til at vokse – og at det skulle udvikle sig til Danmarks største private rådgivningsfirma inden for landbrug.

- Vi har taget ca. tre mand ind hvert år, og vi har bygget om eller bygget til hvert eneste år. Det er en stor udvikling for et lille firma, vi har været igennem, og vi må konstatere, at der har været og er et behov for det private alternativ inden for landbrugsrådgivning.

- Det kunne ikke passe, at der ikke skulle være konkurrence på dette område, tænkte jeg. Og jeg var sikker på, at jeg kunne gøre det bedre og billigere. Stort er ikke altid det bedste, siger Keld Th. Sloth, der stadig ser begrebet ”service” som det vigtigste omdrejningspunkt i sin virksomhed.

Væk fra samlebånds-rådgivning

 Ca. 85 procent af kunderne er landbrug, lige fra de helt store brug til deltidsbrug. Kundekredsen omfatter alle driftsgrene, både svin, kvæg, fjerkræ, mink og planteavl. Kunderne tæller også mindre og mellemstore virksomheder, håndværkere, butiksindehavere m.fl.

- Da jeg blev selvstændig og etablerede firmaet, var det fordi jeg kunne se, at der var et behov for noget andet i takt med, at landboforeningernes rådgivningsvirksomheder blev større og større.

- Landmændene er blevet mere bevidste om, hvad det er for en rådgivning, de ønsker, og vi har bevæget os væk fra ”samlebånds-rådgivning”.

- Kunderne ønsker kvalificeret sparring og rådgivning, og vi kan differentiere, hvad den enkelte kunde ønsker. Vi kan mærke, at det personlige kendskab og den gensidige tillid er helt afgørende.

- Jeg ville gerne skabe noget, hvor der var et stort fokus på service over for kunderne. Det var mit udgangspunkt, da jeg besluttede at etablere en konkurrencedygtig virksomhed til landboforeningernes rådgivningssystem.

Plads til mere vækst

Keld Th. Sloth indrettede Søhøjlandets Regnskabskontor i en forhenværende el-forretning på Nørreskov Bakke i Silkeborg. Han købte huset sammen med en investor, og det meste var lejet ud, hvilket han forventede, det skulle blive ved med.

I dag udnytter han al pladsen selv, og han har netop bygget til med nye kontorfaciliteter, hvorved der er skabt plads til yderligere medarbejdere.

- Målet i sig selv er ikke, at vi skal være store. Målet er, at vi skal være i stand til fortsat at udvikle os inden for de relevante rådgivningsområder samt i den hastighed, at kunderne søger rådgivning hos os.

- Vi har nu moderniseret og skabt yderligere plads, så vi ikke er låst fast på, at vi ikke kan være der. Så må vi se, hvordan udviklingen bliver.

- Vi har etableret en mødesal, hvor vi kan samle vores kunder til møder, så vi ikke skal ud og leje lokaler. Det giver et andet tilhørsforhold til huset, og det er vi glade for. Kunderne skal føles sig hjemme, når de kommer her, det er vigtigt.

Miljø og planteavl

Søhøjlandets Regnskabskontor blev etableret som en revisions- og rådgivningsvirksomhed, men ud over den økonomiske rådgivning udføres der også rådgivning inden for en række andre områder.

- Vi lægger vægt på, at vi kan hjælpe med det hele, og vi trækker andre eksperter ind, når der er behov. Vi har mange samarbejdspartnere og samarbejdsrelationer bl.a. til dygtige advokathuse og ejendomsmæglere, siger Keld Th. Sloth, der selv har specialister inden for miljø, planteavl, ejendomshandel samt dødsbobehandling, socialjura og ikke mindst hovedområdet skat og økonomirådgivning.

I 2014 blev ”Søhøjlandets Miljørådgivning” etableret med tre ansatte, som arbejder med miljøvurderinger og tilskudsordninger. 2017 blev kunderne også tilbudt rådgivning i planteavl. Der blev oprettet en afdeling, Plante og Miljø, og to planteavlskonsulenter blev ansat.

- Vores overordnede speciale er økonomi, men det er vigtigt, at vi har den tværfaglige tilgang til de ofte meget komplekse ufordringer, landmanden står med i forbindelse med planteavl og miljø, siger Keld Th. Sloth.

- Med 1.000 kunder i butikken finder vi det oplagt, at vi også kan tilbyde dem denne rådgivning. I sidste ende drejer det sig om effektivitet og gode resultater, så landmanden kan få en god bundlinje. 

Dygtige medarbejdere

Keld Th. Sloth påpeger, at projektet udelukkende har kunnet lade sig gøre på grund af utrolige dygtige og engagerede medarbejdere.

- Det har været helt afgørende, og jeg har heldigvis altid haft let ved at få folk. Ofte er de kommet via det store netværk vi har på kontoret.

- Jeg har været heldig med at have et utroligt ”hold”, der altid hjælper hinanden og derved altid leverer kvalitet og service. Medarbejderne er med til at skaber det, som vi står for hos Søhøjlandets Regnskabskontor.

Selv mener han, at det hænger sammen med den måde, virksomheden kører på.

- Det her, det er vores fælles projekt. Der er ikke langt fra den enkelte medarbejder til ledelsen, og de ansatte inddrages i den måde, det kører på. Alle er informeret og alle er med i processen med at videreudvikle firmaet. Det betyder, at det er ”vores” projekt, og det er vigtigt.

- Netop meget motiverede og kvalificerede medarbejdere er afgørende, når det handler om god service og højt kvalificeret rådgivning over for kunderne i en vidensvirksomhed som vores.

En spændende rejse

Det er gået stærkt for Søhøjlandets Regnskabskontor siden etableringen den 1. april 2008. For Keld Th. Sloth har det været en spændende rejse, som endnu ikke er slut. Firmaet er under konstant udvikling, altid på kundernes præmisser og med det gode samarbejde som udgangspunkt.

Han stammer fra en gård ved Rønde, uddannede sig til landmand og videreuddannede sig til økonomikonsulent. Han var ansat i Søhøjlandets Landboforening gennem 15 år, hvorefter han blev selvstændig og skabte sit eget firma.

Keld Th. Sloth, 54 år, bor i Torrild ved Odder. Han har to børn, Emma på 22 år, der læser medicin og 21-årige Benjamin, der læser jura.

Kontakt os

  • Nørreskov Bakke 28, 8600, Silkeborg
  • Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
  • 86 82 16 66
Søhøjlandets Regnskabskontor tilbyder udarbejdelse af regnskaber samt rådgivning indenfor finansiering, skat, driftsøkonomi, budgettering, social rådgivning, ejendomshandler, gårdråd/bestyrelser, miljørådgivning samt planteavlsrådgivning mv.

Copyright © 2020 Søhøjlandets Regnskabskontor. Alle rettigheder forbeholdt